Sider

tirsdag den 6. november 2012

Mors kylling i karry

Min mor gør sig ikke så meget i mange forskellige retter når vi skal spise, men når jeg får overtalt hende til at bruge lidt mere tid i køkkenet kan hun VIRKELIG trylle noget fantastisk frem! I dag fik jeg hende til at lave kylling i karry og nøøørj hvor smagte det fantastisk. Min mor bruger aldrig opskrifter, men i dag tvang jeg hende til at skrive opskriften ned så jeg en dag kan forsøge mig med hendes udgave.

Ingredienser (ca. 4 pers. eller 2 rigtig sultne unger)
  • 800 g. kyllingefilet
  • ca. 3 spsk. karry
  • 500 g. brune ris
  • 2 store gulerødder
  • 1 porre
  • 4 dl./2 terninger hønsebouillon
  • 1 l. vand
  • Et skvat madlavningsfløde 7%
  • Maizena madlavningsmel, brun jævner
  • Stegemargarine
  • Salt og peber
  • ½ pose frosne ærter

Fremgangsmåde

Forbered ingredienserne. Kyllingen skæres i små mundgode stykker. Gulerødder og porre vaskes godt og skæres i skiver.

Opvarm en bredbundet wok på højeste blus. Brun stegemargarinen hurtigt og tilsæt karry til det dækker bunden. Rist karryen, - husk at røre konstant så det ikke brænder af og bliver bittert.

Tilsæt kyllingen som nu brunes sammen med karryen. Kom gulerod og porre i retten og krydr med salt og peber.

Sæt vand over i en gryde til dine ris(alt efter vejledning på emballagen).

Bland 1 liter vand samt to terninger hønsebouillon i karryretten. Bring det i kog og skru herefter ned på middel. Lad retten simre i 45 min.

Lad risene imens. Brune ris skal koge i ca. 35 min. Hvide ris skal have væsentligt mindre tid.

Når retten har stået i de tre kvarter tilsættes de frosne ærter. Skru lidt op for retten så den småkoger, og tilsæt herefter et lille skvat madlavningsfløde. Alt efter behov kan der tilsættes et par spsk. brun jævner for at opnå den ønskede konsistens.

Bring til allersidst retten en sidste gang i kog og server den varm på ris!

Velbekomme.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar